Når du er pårørende til en med afhængighed
At være tæt på et menneske med afhængighed af alkohol eller stoffer kan være dybt belastende.
Mange pårørende lever med en konstant uro, bekymring og et håb, der igen og igen bliver udfordret.
Måske genkender du noget af dette:
Du er ikke alene. Og der er hjælp at hente.
Et trygt rum til dig
Hos mig får du et fortroligt rum, hvor der er plads til alt det, der er svært at sige højt.
Her behøver du ikke være stærk eller have styr på det hele.
Jeg møder dig med både faglighed og menneskelig forståelse.
Som psykoterapeut – og som mor til en med afhængighed – kender jeg de følelsesmæssige dilemmaer indefra.
Hvad jeg kan hjælpe dig med
Samtalerne tager udgangspunkt i din situation og dine behov. Sammen kan vi arbejde med:
Hvad du kan få ud af det
Mange oplever med tiden, at:
Det handler ikke om at give op – men om at stå i relationen på en måde, der også passer på dig.
Du behøver ikke stå alene
At være pårørende kan føles ensomt.
Men der findes en vej, hvor du kan få støtte, forståelse og redskaber til at navigere i det svære.
Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale, hvor vi sammen kan finde ud af, om jeg er den rette til at hjælpe dig.
At være pårørende til en afhængig og gå i en slags ”ventesorg” kan være så ualmindeligt hårdt.
Vi føler en kæmpe sorg, smerte og magtesløshed. Vi føler os også ofte helt alene med denne skæbne, der ligger både skyld og skam gemt.
Tit stiller vi spørgsmålene:
Vi er eminente til at påtage os skylden i troen på, at når vi bare gør sådan og sådan, så ændrer de sig.
Det er sjældent tilfældet.
Prøv lige en gang, at forestille dig denne metafor.
Forestil dig nu, at dig og dine børn sidder på en kogeplade. Og for hver gang du bruger ordet 'hader', så bliver der skruet op for varmen.
Hvor længe tror du, I vil kunne holde ud at sidde der?
Dine børn ville være hoppet af for længe siden. Men det kan de ikke. De er tvunget til at blive siddende, fordi du gør det og holder dem der.
Hvornår har du fået varme nok, til at du hopper af og tager ungerne med?
Er det når du og børnene er blevet så forbrændte, at I får varige men af det?
Du har muligheden for at vælge, det har dine børn ikke, for de er afhængige af en voksen. Så hvornår er nok nok?
Valget er dit.
Du kan trække hesten hen til truet, men du kan ikke tvinge den til at drikke.
Her kan du købe til en lille video, hvor jeg kommer ind på, hvad du kan gøre både for dig selv - for at blive en bedre pårørende og også i forhold til din afhængige pårørende.
https://betal.lumant.dk/UKihAUEUkQl-4sMSb3RED
Der er også denne lille E-bog lavet specielt til dig, der er pårørende
den kan du få her
https://l.lumant.dk/styrk-dit-netvaerk-stotte-og-forstaelse-for-parorende-til-afhaengige-misbrugere
Sådan er det også med vores pårørende.
Vi kan IKKE tvinge dem til at ændre sig - det kan vi ikke med nogen som helst. Men vi kan ændre på os selv.
Nogle af de største forsvarsmekanismer vores pårørende bruger er:
Basalt set er det vores selvforsvarsmekanismer, når vi kan fjerne os fra den smerte vi føler og som vi ikke vil/tør møde.
Mange falder i fælden med at være medafhængige (det har jeg også tidligere
været) - vi tror at når vi hjælper
med at købe mad, betale regninger, ringe og melde ham/hende syg,
sørge for at maden står på bordet kl. 18.00, at der er pænt og rent i hjemmet -
så er/bliver alt godt. Du kan godt tro om igen – det er her vi har glemt os selv –
glemt at vi er den vigtigste – glemt at vi ikke kan ændre på andre.
Vi bliver rent ud sagt FØLELSESMÆSSIGE AFHÆNGIGE AF DEN ANDEN.
Det ser rundt regnet ud som det her billede fra AA (anonyme alkoholikere)
Vi pårørende har en voldsom tendens til at påtage os ansvaret og have en tanke om, at når vi bare gør sådan og sådan - så ændrer de sig.
Men .. vi kan IKKE redde dem.. og vi skal heller ikke. Det er IKKE vores ansvar. Det er deres eget.
Jeg er selv pårørende .. både til en afhængig og til alvorligt syge, så jeg kender selv til både sorg og ventesorg.
Jeg er uddannet inden for CRAFT, der netop er et tilbud til de pårørende.
