Pårørende


Når du er pårørende til en med afhængighed

At være tæt på et menneske med afhængighed af alkohol eller stoffer kan være dybt belastende.
Mange pårørende lever med en konstant uro, bekymring og et håb, der igen og igen bliver udfordret.


Måske genkender du noget af dette:

  • Du føler dig magtesløs og ved ikke, hvordan du bedst hjælper
  • Du tager et stort ansvar – måske mere end du egentlig kan bære
  • Du svinger mellem håb, vrede, sorg og udmattelse
  • Du har svært ved at finde plads til dig selv og dine egne behov


Du er ikke alene. Og der er hjælp at hente.

Et trygt rum til dig

Hos mig får du et fortroligt rum, hvor der er plads til alt det, der er svært at sige højt.
Her behøver du ikke være stærk eller have styr på det hele.

Jeg møder dig med både faglighed og menneskelig forståelse.
Som psykoterapeut – og som mor til en med afhængighed – kender jeg de følelsesmæssige dilemmaer indefra.


Hvad jeg kan hjælpe dig med

Samtalerne tager udgangspunkt i din situation og dine behov. Sammen kan vi arbejde med:

  • At forstå dine reaktioner og følelser
  • At slippe skyld og overansvar
  • At sætte sunde og tydelige grænser
  • At finde balancen mellem at støtte og passe på dig selv
  • At genopdage dine egne behov og værdier
  • At skabe mere ro og klarhed i en uforudsigelig hverdag


Hvad du kan få ud af det

Mange oplever med tiden, at:

  • De får større indre ro
  • De står stærkere i sig selv
  • Relationerne bliver mere klare og mindre kaotiske
  • Skyld og skam fylder mindre
  • De får deres eget liv og overskud tilbage


Det handler ikke om at give op – men om at stå i relationen på en måde, der også passer på dig.

Du behøver ikke stå alene

At være pårørende kan føles ensomt.
Men der findes en vej, hvor du kan få støtte, forståelse og redskaber til at navigere i det svære.

Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale, hvor vi sammen kan finde ud af, om jeg er den rette til at hjælpe dig.





 


At være pårørende til en afhængig og gå i en slags ”ventesorg” kan være så ualmindeligt hårdt.

Vi føler en kæmpe sorg, smerte og magtesløshed. Vi føler os også ofte helt alene med denne skæbne, der ligger både skyld og skam gemt.

Tit stiller vi spørgsmålene:

  • Hvad har jeg gjort forkert?
  • Hvorfor dur jeg ikke som mor/far/kæreste?
  • Hvis jeg nu bare havde/gjorde sådan og sådan
  • Hvorfor ændrer h*n sig ikke, når nu jeg gør alt for ham/hende.
  • Hvad kan jeg gøre så h*n ændrer sig?
  • Hvornår ændrer h*n sig?

 

Vi er eminente til at påtage os skylden i troen på, at når vi bare gør sådan og sådan, så ændrer de sig.

Det er sjældent tilfældet.


Prøv lige en gang, at forestille dig denne metafor.

Forestil dig nu, at dig og dine børn sidder på en kogeplade. Og for hver gang du bruger ordet 'hader', så bliver der skruet op for varmen.

Hvor længe tror du, I vil kunne holde ud at sidde der?

Dine børn ville være hoppet af for længe siden. Men det kan de ikke. De er tvunget til at blive siddende, fordi du gør det og holder dem der.

Hvornår har du fået varme nok, til at du hopper af og tager ungerne med?

Er det når du og børnene er blevet så forbrændte, at I får varige men af det?

Du har muligheden for at vælge, det har dine børn ikke, for de er afhængige af en voksen. Så hvornår er nok nok?

Valget er dit.

 

Du kan trække hesten hen til truet, men du kan ikke tvinge den til at drikke.


Her kan du købe til en lille video, hvor jeg kommer ind på, hvad du kan gøre både for dig selv  - for at blive en bedre pårørende og også i forhold til din afhængige pårørende.

                   https://betal.lumant.dk/UKihAUEUkQl-4sMSb3RED


Der er også denne lille E-bog lavet specielt til dig, der er pårørende

den kan du få her

https://l.lumant.dk/styrk-dit-netvaerk-stotte-og-forstaelse-for-parorende-til-afhaengige-misbrugere


Sådan er det også med vores pårørende.

Vi kan IKKE tvinge dem til at ændre sig - det kan vi ikke med nogen som helst. Men vi kan ændre på os selv.


Nogle af de største forsvarsmekanismer vores pårørende bruger er:

  • Benægtelser: "Det sker ikke"
  • Fortrængning: "Det er aldrig sket"
  • Fraspaltning: "Jeg husker ikke hvad der skete"
  • Projektion: "Det sker for dig, ikke for mig"
  • Omformning: "Jeg drikker eller bruger, når jeg føler at det og det sker" og skyder gerne skylden over på os.
  • Bagatellisering: "Det sket, men det betyder ikke noget særligt"


Basalt set er det vores selvforsvarsmekanismer, når vi kan fjerne os fra den smerte vi føler og som vi ikke vil/tør møde. 

Mange falder i fælden med at være medafhængige (det har jeg også tidligere

været) - vi tror at når vi hjælper

med at købe mad, betale regninger, ringe og melde ham/hende syg,

sørge for at maden står på bordet kl. 18.00, at der er pænt og rent i hjemmet -

så er/bliver alt godt. Du kan godt tro om igen – det er her vi har glemt os selv –

glemt at vi er den vigtigste – glemt at vi ikke kan ændre på andre.

Vi bliver rent ud sagt FØLELSESMÆSSIGE AFHÆNGIGE AF DEN ANDEN.  

Det ser rundt regnet ud som det her billede fra AA (anonyme alkoholikere)




Vi pårørende har en voldsom tendens til at påtage os ansvaret og have en tanke om, at når vi bare gør sådan og sådan - så ændrer de sig.

Men .. vi kan IKKE redde dem.. og vi skal heller ikke. Det er IKKE vores ansvar. Det er deres eget. 


Jeg er selv pårørende .. både til en afhængig og til alvorligt syge, så jeg kender selv til både sorg og ventesorg.

Jeg er uddannet inden for CRAFT, der netop er et tilbud til de pårørende.