At være pårørende til en afhængig og gå i en slags ”ventesorg” kan være så ualmindeligt hårdt.
Vi føler en kæmpe sorg, smerte og magtesløshed. Vi føler os også ofte helt alene med denne skæbne, der ligger både skyld og skam gemt.
Tit stiller vi spørgsmålene:
Vi er eminente til at påtage os skylden i troen på, at når vi bare gør sådan og sådan, så ændrer de sig.
Det er sjældent tilfældet.
Prøv lige en gang, at forestille dig denne metafor.
Forestil dig nu, at dig og dine børn sidder på en kogeplade. Og for hver gang du bruger ordet 'hader', så bliver der skruet op for varmen.
Hvor længe tror du, I vil kunne holde ud at sidde der?
Dine børn ville være hoppet af for længe siden. Men det kan de ikke. De er tvunget til at blive siddende, fordi du gør det og holder dem der.
Hvornår har du fået varme nok, til at du hopper af og tager ungerne med?
Er det når du og børnene er blevet så forbrændte, at I får varige men af det?
Du har muligheden for at vælge, det har dine børn ikke, for de er afhængige af en voksen. Så hvornår er nok nok?
Valget er dit.
Du kan trække hesten hen til truet, men du kan ikke tvinge den til at drikke.
Sådan er det også med vores pårørende.
Vi kan IKKE tvinge dem til at ændre sig - det kan vi ikke med nogen som helst. Men vi kan ændre på os selv.
Nogle af de største forsvarsmekanismer vores pårørende bruger er:
Basalt set er det vores selvforsvarsmekanismer, når vi kan fjerne os fra den smerte vi føler og som vi ikke vil/tør møde.
Mange falder i fælden med at være medafhængige (det har jeg også tidligere været) - vi tror at når vi hjælper med at købe mad, betale regninger, ringe og melde ham/hende syg, sørge for at maden står på bordet kl. 18.00, at der er pænt og rent i hjemmet -
så er/bliver alt godt. Du kan godt tro om igen – det er her vi har glemt os selv – glemt at vi er den vigtigste – glemt at vi ikke kan ændre på andre.
Vi bliver rent ud sagt FØLELSESMÆSSIGE AFHÆNGIGE AF DEN ANDEN.
Det ser rundt regnet ud som det her billede fra AA (anonyme alkoholikkere)
Vi pårørende har en voldsom tendens til at påtage os ansvaret og have en tanke om, at når vi bare gør sådan og sådan - så ændrer de sig.
Men .. vi kan IKKE redde dem.. og vi skal heller ikke. Det er IKKE vores ansvar. Det er deres eget.
Jeg er selv pårørende .. både til en afhængig og til alvorligt syge, så jeg kender selv til både sorg og ventesorg.
Jeg er uddannet inden for CRAFT, der netop er et tilbud til de pårørende.
