For mig findes der flere afhængigheder:
Den kemiske afhængighed som for mig er som en kronisk sygdom. De kemiske stoffer som alkohol, hash, kokain, amfetamin osv ændrer hjernen for altid. Den kemiske afhængighed starter gerne i ungdomsårene, hvor du bliver tiltrukket af lidt spænding og "det gør de andre" eller der er nogle følelser, som du ikke tør se og mærke. Nogle ( de fleste) prøver det nogle gange, mens andre i årevis hænger fast i en dyb dyb afhængighed.
Enkelt af disse kommer ud, men de fleste sidder fast og ender også med at dø af deres årelange forbrug. Måske ikke direkte af stoffet, men af det, som stoffet har gjort ved deres krop. Bla så ødelægger alkohol organerne indefra stille og roligt. De nedbrydes ganske enkelt.
Følelsesmæssig afhængighed er når du bliver så afhængig af et andet menneske, at du begynder at gøre "vold" på dig selv.
Når jeg skriver vold, så mener jeg,
Den følelsesmæssige afhængighed vil jeg ikke kalde kronisk sygdom, for tager du et ansvar, kan du komme ud af den. Dog kan den sagtens nå at give dig fysiske og psykiske udfordringer i form af stress, selvmordstanker, og kronisk træthed, tankemylder, rastløshed, søvnbesvær samt maveproblemer m.m.
Begge afhængigheder kan give varige skader i krop, sind og sjæl og kan tillægge din krop uoprettelige skader, hvis du ikke giver slip på denne her form for afhængighed.
Så er der de lidt mere sunde afhængigheder - igen afhængig af hvor gode og hvad godt de gør for kroppen.
Der er mange muligheder for, hvordan vi ender i en form for afhængighed. Skal vi dybt ned og kigge, handler det i bund og grund om det, vi søger inde i os selv og som vi ikke kan finde. Følelser vi ikke tør møde, rumme og anerkende. Samt mange af de sider/former i os selv, som er blevet lukket ned, dengang vi ikke blev mødt som små børn.
Vores dybe skam opstår, dengang vi er bitte bitte små hos vores omsorgspersoner, fordi de ikke kunne møde os i den skam, de påfører os - ubevidst.
Når vi er helt små, lever vi i nuet, vi er bare. Små børn reagerer kun på to ting: Nydelse eller ubehag.
Barnet kan kun her give udtryk for sine følelser i form af lyde og deres kropssprog. Barnet får kontakt med - som oftest mor, men også far og er der ro og kærlighed, føler barnet sig set og elsket.
Via øjenkontakten spejler barnet sig i forældrene - især moderen, da der i det første år nærmest er en symbiose mellem de to. Og når mor kigger på barnet med et blik, fuld af kærlighed føler barnet sig trygt. Dets verden er tryg. Barnet kan ikke selv skelne sine følelser og er derfor forbundet til især moderens følelser. Der bliver her frigivet stoffet dopamin, som præcis er lykkehormonet og barnet har en følelse af velvære.
Dopamin er bla også med til at vi senere kan regulere vores impulser og vores følelser.
Barnet opbygger denne her tillid til, at livet vil barnet det godt.
Når barnet så bliver lidt større - og begynder at kravle og gå, opstår der det her behov for at forældrene kan give barnet et NEJ.
Barnet har ingen ide om, hvad det ord betyder, det er blot nysgerrigt og har et stor behov for at se, opleve og nyde verden.
Hvis forældre - især mor - møder det lille barn med et vredt og kritisk blik, vil det lille barn gøre alt, for ikke at blive set. Det slår derfor blikket ned og skammer sig. Fra at have haft et kærligt, begejstret og roligt blik, bliver barnet nu mødt med noget andet og det lille barn bliver utrygt og usikker.
I stedet dannes det hormon der hedder noradrenalin ( stresshormonet til kamp, flygt og flugt) og bliver du ikke mødt i denne skamfølelse, er skammen født inde i det lille barn. Og under kort tid, er det lige præcis her bla evnen til at tilpasse sig bliver født.
"Shame is the root to all additions"
"John Bradshaw"
